Posted by: Den Arktiske Anmelder | 7. november 2011

Carsten Egevang: Grønland – Dyrenes og Menneskenes Land

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Dette er en fotobog med motiver af Grønlands dyreliv og lokalbefolkning taget af en af Naturinstituttets medarbejdere på hans mange feltstudier og rejser i Grønland. Gennem Carsten Egevangs billeder er vi med helt tæt på fugle og pattedyr i skildringen af deres tilpasning til det barske arktiske miljø. Vi er med på isbjørnefangerens hundeslæde, med bag kikkertsigtet på sælfangst og med i jollen efter hellefisk, alt sammen med den fantastiske grønlandske natur som baggrundsscene.

Men fotobøger fra og om Grønland har vi set før. Så hvad er formålet med den her bog? Ja, at vise nogle af de mest fantastiske motiver Grønland og landets natur, landskab og dyreliv har at byde på, når en fantasifuld og kreativ fotograf som Carsten Egevang tager billederne.

Man kan mærke hans passion for Grønland og dyrelivet igennem denne bog. Her er en mand, der gerne vil dele den kærlighed og ømhed for vildtet, naturen og Grønland, som skinner så tydeligt igennem i bogen. Det virker næsten som om, det nærmest er en tvingende nødvendighed for Carsten Egevang at lave bogen. Han har bare måttet fortælle den her historie, den skal bare ud. Og det er et gode for læseren, som til fulde oplevere dét Grønland, som Egevang kender, og som han vil vise os. Et ganske simpelt, men alligevel godt formål.

De af os, der har fulgt ham som fotograf og feltmand har nok egentligt også bare ventet på denne bog eller et andet værk, der samlet præsentere lidt af alle de (fotografiske) feltstudier, som Egevang har gjort sig og blot nogle få af alle de mange mange fotos, Egevang har liggende i sine arkiver.

Omvendt er formålet med denne bog ikke at sætte fokus på en grønlandsk og arktisk natur, som er truet. Ikke fordi den er udenfor livsfare. Den er i mange henseender truet på sin eksistens. Forureningen og klimaforandringerne er åbenbare for de fleste, der rejser i Arktis. Men Egevang begrunder ikke sin bog med dette alligevel. For denne bevæggrund for at lave en fotobog fra Grønland er nemlig ganske fortærsket og klichéagtig i dag. Hvor mange fotografer og andre forfattere og rejsende i Grønland bruger ikke denne grund til at skrive en bog og berette? Den vej vælger Carsten Egevang ikke.

Faktisk indeholder Carsten Egevangs bog et lille opgør med “klima-fotograferne”. Han konstaterer, at Grønland er grund nok til at vise disse billeder. Altså: Grønland er så smuk og betagende, at man ikke behøver andre grund end dét til at lave en fotobog. Og hvor har han ret.

Køb denne billedskønne bog og få lidt af suset, en smule af den arktiske vind, en bid af de storslåede landskaber, søkongen, isbjørnene, polarræven og alle de andre skønne ting fra Egevangs univers ind i din stue.

Carsten Egevang: Grønland – Dyrenes og Menneskenes Land. 264 sider, ill., 449 kr., milik publishing, udkommer i overmorgen (9. november 2011).

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)


Skriv en kommentar

Kategorier