Posted by: Den Arktiske Anmelder | 5. december 2011

Jens Brink: Kangia

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Fotografen Jens Brink har begået en bog om Jakobshavn Isfjord, på grønlandsk: Kangia.

Kangia er navnet på en ca. 50 km lang isfjord i Vestgrønland, der udmunder lige syd for Ilulissat, og som i 2004 blev optaget på UNESCO’s verdensarvliste. Her ligger den nordlige halvkugles mest produktive bræ, Jakobshavn Isbræ (Sermeq Kujalleq). Hvert døgn kælver den millioner af ton is ud i fjorden, hvorefter isbjergene langsomt flyder ud mod fjordens munding. Der støder de på en lavvandet grund, hvor mange af isbjergene længe bliver liggende, før de flyder videre. Herved er der “prop” i systemet, hvilket gør, at fjorden bagved mundingen er fyldt med is. Der er faktisk ofte ikke åbent vand at se, fordi isbjerge af alle størrelser og isskosser fylder fjorden helt ud.

Dette storslåede naturområde og landskab deler navn med denne bog. Derfor undrer det, at bogen i så høj grad beskæftiger sig med alt muligt andet.

Det virker som om, vi igennem Jens Brinks bog ikke møder Kangia, men i stedet skal følge hans lidt naive møde med Grønland og en fremmed kultur, som han oplever det igennem at have bosat sig i Ilulissat 2009-10. For folk med bare lidt mere kendskab til Grønland end Jens Brink, er der ikke rigtigt nogle erkendelser at hente i Jens Brinks fotos og ikke mindst betragtninger om Grønland, som de kommer til udtryk i teksterne i bogen. Brinks betragtninger om det “anderledes” er ikke forunderlige, morsomme eller givtige observationer. De er nærmere trættende konstateringer af, at Jens Brink er fremmed for Grønland, at han kommer et andet sted fra, sådan som alle, der rejser, jo naturligt altid vil møde andre forhold, end de er vant til. Hvorfor det har noget med en bog om Kangia at gøre, forstår jeg ikke.

Men nu til bogens hovedindhold: fotografierne: Jeg synes, at flere af billedere er teknisk dårlige. Det kan godt være, at der er en kunstnerisk eller på anden måde en pointe med billeder ude af fokus og billeder, der er overeksponerede, men så forstår jeg det ikke.

Jeg forstår heller ikke flere af udvalgene af motiver. Hvorfor skal vi på et af de første dobbeltopslag møde et nærmest turistmæssigt motiv af, ja af hvad? Et totalbillede af Bredebugt nord for Ilulissat – ikke en del af Kangia-fjordsystemet. Og hvad er det, jeg skal se på dette foto? Hvad er budskabet, hvad er historien i dette foto? Det fremgår ikke, for dette foto er ikke styret af en stram beskæring, komposition og dybde. Og det gælder desværre en stor del af billederne i bogen.

Mange billeder lader i det helt taget noget tilbage at ønske rent teknisk. Alt for mange fotos foregår i ét plan, dvs. der er ingen forgrund fx, ingen dybde og perspektiv.

Det var fotografiernes form og teknik. Men hvad med indholdet? Her forstår jeg heller ikke helt bogens afgrænsning: Bogens titel er “Kangia”. Men den beskæftiger sig også med alt muligt andet. Eksempel: Af bogens 88 fotos er kun 18 fra Kangia. Selvfølgelig kunne en fotobog med titlen Kangia også indeholde fotos af de nære omgivelser, men der er også billeder fra Kangerlussuaq ca. 250 km fra Kangia, Qeqertarsuaq ca. 100 km fra Kangia, Oqatsut 25 km fra Kangia og dertil mange nærbilleder, hvor lokaliteten ikke kan bestemmes, men hvor relationen til Kangia heller ikke klart fremgår.

Derfor synes jeg, at bogens titel er falsk varebetegnelse. En bedre titel havde måske været “Jens Brinks Grønland 2009-10”. For det er det, man får.

Indrømmet: Denne anmelder nærer en stor forkærlighed for Kangia, isfjorden ved Ilulissat. Derfor er jeg måske også forudindtaget i forhold til at anmelde en fotobog med titlen “Kangia”. For det er næsten det samme som, hvis en fotograf har fotograferet en gammel kæreste. Man vil gerne have hende til at se smuk, mystisk og betagende ud. Sådan som man selv husker hende. Derfor er jeg nok ekstra skuffet, når jeg ser Brink portrætterer Kangia på denne måde. Jeg synes ikke, at Kangia i bogen ser helt så betagende, smuk og fascinerende ud, som Kangia i virkeligheden er.

I det hele taget forstår jeg ikke denne bog. Jeg mangler en indføring i, hvad der er formålet med den. Er det en dokumentatisk bog? Er det en kunstnerisk bog? Er det et forsøg på at vise mig Jens Brinks oplevelser? At gengive en del af Grønland, som det ses i hans optik?

Jeg ved det ikke. Men jeg synes, at bogen er lykkedes dårligt, hvad enten den er dokumentarisk ment, eller kunstnerisk ment. Som dokumentarisk produkt, er den for rodet, og formål og budskab for uklart, og emneafgrænsning for løs. Som kunstnerisk bog må jeg sige, at den ikke rør mig ikke, sådan som god kunst bør gøre. Dertil er billederne for æstetisk kedelige, og stilarten for uforståelige. Men det er muligt, at der findes et publikum for bogen. Jeg er bare ikke en del af det.

Jens Brink: Kangia. ill., 199 kr. Hurricane Publishing. Udkom 1. november 2011.

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: